Hestefysioterapi

Herunder kan du læse lidt om:

  • Hvad hestefysioterapi er
  • Hvornår det er relevant at benytte
  • Hvordan en behandling typisk foregår


Hvad er hestefysioterapi:

Hestefysioterapi er, som navnet siger; fysioterapi til heste.

Vær opmærksom på, at der ikke er nogen beskyttelse af titlen hestefysioterapeut herhjemme. Det betyder at alle, uanset baggrund, uddannelse og kvalifikationer, i princippet kan kalde sig hestefysioterapeut og tilbyde fysioterapi til heste. Spørg derfor altid til din behandlers uddannelsesmæssige baggrund.

Med en uddannelse til hestefysioterapeut under Danske Hestefysioterapeuter har jeg dels en uddannelse som ”almindelig” autoriseret fysioterapeut, og dels en specialuddannelse i behandling af heste (læs mere om uddannelsen til hestefysioterapeut her).

Det betyder, at jeg undersøger og behandler hesten med udgangspunkt i fysioterapeutiske metoder og teknikker, som jeg kombinerer med min viden om hestens anatomi, fysiologi og biomekanik.

Som hestefysioterapeut samarbejder jeg også med andre fagfolk såsom dyrlæger, sadelmagere, tandplejere, beslagsmede m.fl.

Det er relevant at benytte hestefysioterapi ved:

Reduceret præstation

Bevægelsesproblemer
– utakt
– forkortet skridtlængde
– snubler
– forben, der hænger over en forhindring

Stivhed/skævheder i forskellige områder af kroppen
– under træning
– under bestemte øvelser
– efter foling, både hopper og føl

Modvilje mod at gå frem
– problemer med at holde takt, sving og bæring i en eller flere gangarter

Problemer med hovedholdning
– problemer med at lægge sig frem og ned
– hovedet på sned
– kaster med hovedet

Ændringer i adfærd
– under træning
– i stalden eller på folden
– pludselig opstået konfliktadfærd, at hesten bider bukker, sparker eller stejler

Stivhed i den ældre hest

Behov for fastholdelse af mobilitet i konkurrenceheste

Medvirke til genoptræning efter skader og diagnosticerede sygdomme
– gaffelbåndsskader
– seneskader
– kodeledsforvridninger
– kissing spines
– muskelskader f.eks. som følge af bid eller spark
– genoptræning efter længere tids sygdom og evt. boksro
– supplement til eller opfølgning på dyrlægens behandling

Man kan også vælge hestefysioterapi forebyggende mod slid og skader, eller hvis du bare har lyst til at gøre noget godt for din hest 🙂

OBS! Er hesten syg, halt, eller har været ude for et traume, skal hesten først udredes hos en dyrlæge. Jeg behandler kun halte heste i samråd med en dyrlæge.

Hvis hesten har et tilbagevendende problem, kan årsagen evt. også være skævhed eller ubalance hos rytteren.

Undersøgelse og behandling:

Specielt ved første besøg er det vigtigt at hestens ejer/rytter er til stede, så jeg kan få alle vigtige informationer om hestens (syge)historie, samt aktuelle problem(er).

Hesten skal mønstres i skridt og trav, og der kan være behov for at se den i longe og evt. under rytter. Jeg kigger på hestens bevægemønster, kvaliteten heraf, kompensatoriske bevægelser mm.
Hestens generelle holdning vurderes i stilstand, så jeg kan danne mig et indtryk af bl.a. symmetri i kroppen.
Herefter mærker jeg hele hesten igennem for at lokalisere spændinger, varme, hævelse, smertereaktion, asymmetri mm. Alle led undersøges for bevægeindskrænkninger eller blokeringer.

Har hesten smerter ét sted, kan det betyde, at den kompenserer andre steder. Derfor undersøger jeg altid hele hesten, så jeg kan behandle den oprindelige årsag til hestens problem og ikke bare symptombehandle.

På baggrund af min undersøgelse vælger jeg den relevante behandling som fx kan være en kombination af osteopati (blid form for kiropraktik), ledmobilisering, FIT (funktionelle indirekte teknikker), laserterapi, triggerpointbehandling, forskellige massageteknikker, akupressur, stræk, kranio sakral terapi, kulde/varmebehandling, lymfedrænage, vejledning i træning af hesten og ”hjemmeøvelser”.

Hesten vil typisk have behov for 2 fridage efter en behandling, og ofte er der behov for 2-3 behandlinger afhængig af hestens problem(er).

Kom tilbage til forsiden ved at trykke her